No Doubt
Instr.: Park Soo-Young | Sydkorea 2010 | 88 min
Instr.: Park Soo-Young | Sydkorea 2010 | 88 min
Det er sjældent, at en film om pædofili træder så sikkert og balancerer så virtuost som Park Soo-youngs koreanske drama 'No Doubt'. Filmen handler om en ung mand, der flytter til en landsby, hvor en lille pige straks efter forsvinder. Det lokale politi lækker oplysningen om, at manden er tidligere dømt for pædofili, og lokalmiljøet går i selvsving. For en krimi at være er 'No Doubt' forholdsvis langsommeligt fortalt, men den er til gengæld også så meget mere. Den er ikke så in your face-agtig i sin behandling af et seksuelt tabu, som en moderne fransk film ville være, til gengæld gør den ingen nemme undskyldninger for sin hovedperson. Det er ikke noget justitsmord, han er flygtet fra, men når det er sagt, er han så nødvendigvis skyld i den lokale piges forsvinden? Og da hun findes død, kan det så kun være ham, flaskehalsen peger på? For slet ikke at tale om hans familie, hans mor og hans søster, som har det svært nok ved at forholde sig til hans fortid, men kan det være rimeligt, at de, selv nu, stadig skal straffes for hans synder? Soo-youngs film fortæller klarhovedet og ligevægtigt historien, der gradvist folder sig ud i al sin gru.