
Det er næppe nogen hemmelighed, at amerikanerne kan lave andet end hårdtpumpede hollywood-brag. Men for en sikkerheds skyld beviser vi endnu en gang påstanden med to håndfulde film, der hylder independent-genrens tilsyneladende grænseløse muligheder
DET ER næppe nødvendigt at forklare, hvad udtrykket amerikansk independent-film dækker over. I sin vår gik begrebet primært på de film, der var produceret uden indblanding fra de magtfulde, etablerede produktionsselskaber, men i dag har indie-fænomenet også en bredere definition, der dækker over film, der slet ikke hører hjemme i det brede amerikanske mainstreamudbud, om det så er på grund af udsyrede eksperimenter, langsomt fortalte dramaer eller en stilistik, der er helt hen i vejret.
VI HAR samlet ti af de allerbedste til årets program, og selv i dette udvalg er variationen stor. I Kitao Sakurais Aardvark udspiller en absurd film noir sig i Clevelands underverden, mens indie-ikonet Ellen Barkin giver den som falleret skuespillerdulle i Cam Archers nok så korrekt titulerede Shit Year. En af de allerstørste independent-mestre John Sayles er tilbage med vanlig social indignation med uafhængighedsdramaet Amigo, og den unge queer-kultinstruktør Gregg Araki ryster genreposen og har med Kaboom skabt noget så usædvanligt som en okkult sci-fi-gyser-teenagekomedie.
MICHAEL TULLY fyrer op for antireligiøs galskab i den sydstatsgotiske slacker-komedie Septien. Kelly Richardt, der stod bag den fornemme Wendy and Lucy (CPH PIX 09) og Old Joy (NatFilm 07), er nu aktuel med den revolverløse western-intrige Meeks Cutoff, og et trekløver blandt Hollywoods hit-ungdom brillerer på udebane i Massy Tadjedins Last Night.
LIDT HJEMLIGT kommer der også på programmet med Spencer Parsons Ill Come Running, der har en dansk-amerikansk manuskriptforfatter og er produceret af danske Lars Knudsen. Som rosinen i pølseenden brillerer videokunstneren Zbigniew Bzymek med sin første spillefilm Utopians.