
Seks nye film fra Sverige, Norge, Island og Finland. se hvad der foregår hos vores nordlige naboer lige nu - og få dig en overraskelse eller to.
HVIS DER ER noget, vi skandinaver er gode til, så er det at se på os selv med kritiske øjne. De seks film i denne serie tager klichéen på ordet, og ser fra vidt forskellige vinkler på, hvordan livet leves her i det kolde nord.
AT VI ER langt fra en socialrealistisk indramning af samtidsvirkeligheden er tydeligst i den finske roadmovie Lapland Odyssey, hvor en flok slackers over en nat kæmper sig igennem vildmarken for at købe en digi-box til et tv. Petter Næss filmatisering af Lars Saabye Christensens bestseller Maskeblomstfamilien er derimod et dystert drama om familiehemmeligheder. Og den ligeledes norske Limbo, der foregår i Trinidad i 70erne, er i sin præcise miljøskildring et billede af en kvindes og en klasses sammenbrud.
DE TO SVENSKE ungdomsfilm Savage og She Monkeys er egentlig ikke ungdomsfilm, men derimod universelle historier om, hvor vanskeligt det kan være at være sig selv. En historie, som de fortæller på to vidt forskellige måder, men med intensiteten og den psykologiske kompleksitet til fælles.
FRA ISLAND vil instruktørens Grímur Hákonarsons dybt originale Summerland vinde mange hjerter for sin næsten alt for menneskelige sans for det skævt tragikomiske i en hverdag, der er ved at falde fra hinanden. Den nordiske film står stærkt, og så er der måske endda lidt at lære fra vore naboer mod nord.