Filmdigteren udstiller sig selv

  • FacebookTwitter

Filmiske landskaber, poetiske collager og en audition, hvor publikum kan stille op til en ny film om Danmark, er nogle af ingredienserne i sommerens store udstilling, der hylder filmskaberen Jørgen Leth.

Udstillingen 'Mit navn er Jørgen Leth' sætter fokus på både kunstneren og mennesket Jørgen Leth - to identiteter som synes uadskillelige. Som filminstruktør, forfatter, digter og journalist har Leth i en menneskealder med sin dynamiske kreativitet og sit åbne sind nedbrudt skellet mellem liv og kunst, medier og mennesker.

Fra cykelsport til rejsefilm

Udstillingens værker spænder fra de tidlige eksperimenter; over filmperler om cykelsportens helte, litteraturens koryfæer og poetiske rejsefilm; til Leths poesi udtrykt både i litterær form og i forbindelse med højdepunkter under Tour de France; og endelig i Leths antropologiske undersøgelser af menneskets drifter og hans passion for kunst fra Haiti. Alt sammen vidnesbyrd om en kunstner, der mestrer spændet mellem det populære og det eksperimenterende materiale.

Jørgen Leth (f. 1939 i Aarhus) studerede litteratur og antropologi inden han fra 1959 arbejdede som jazz-, teater og filmanmelder for førende danske dagblade. I 1960erne var Leth med til at grundlægge den eksperimenterende filmgruppe ABCinema og har siden lavet mere end 40 film. Jørgen Leth kan i år fejre sit 50 års forfatterjubilæum med mange udgivelser bag sig. Herudover har Leth i nyere tid bidraget til spoken word musikudgivelser i samarbejde med flere musikere.

Kom til audition på Leths nye danmarksfilm

Som led i udstillingen, har alle gæster chancen for at kunne komme med i Jørgen Leths nye, kommende Danmarksfilm. Deltag i en live audition på 2 sal igennem hele udstillingsperioden. Jørgen Leth vil ikke være til stede, men får tilsendt alle optagelserne efter udstillingen. Optagelserne vil derefter indgå i Jørgen Leths videre research til filmen.

CPH PIX og Gl. Strand præsenterer: 'Mit navn er Jørgen Leth'

Kunstforeningen Gl. Strand
Entré 60 kr.
Tirsdag - søndag samt helligdage kl. 11 - 17
Onsdag og Torsdag kl. 11 - 20 (mandag lukket)