Michael Gira - Live
Michael Gira viser nye sider af sit talent for at spotte kunst med udpegningen af tre filmhistorisk markante spillefilm. Filmvalgene faldt prompte på Jean Cocteaus visuelt visionære 'Skønheden og udyret' fra 1946, Werner Herzogs 'Også dværge er begyndt i det små' (1970), og Akira Kurosawas sjældent viste 'Derzu Uzala'. Filmene afspejler alle et progressivt og krøllet syn på kunsten, der deler tonen ligeligt mellem det naivt eventyrlige og aggressivt messianske. Live ses Gira oftest yderst på scenekanten i frontalangreb på publikum med sin nærmest prædikende vokal, og det samme kan publikum forvente, når han optræder solo på Loppen under PIX. Michael Gira er en af vor tids vigtigste kunstnere og ikke mindst kuratorer, med sit ofte skarpe valg af samarbejdspartnere på det selvetablerede pladeselskab Young God. Han har gennem årene markeret sig som musiker, forfatter, producer, label manager og kunstner med stort, brutalt K. På aftenen er der opvarmning ved Kristof Hahn (US, Swans).