Michael
Instr.: Markus Schleinzer | Østrig 2011 | 96 min
Som caster har Markus Schleinzer arbejdet sammen med østrigske kanoner som Ulrich Seidl og Michael Haneke, og med dem in mente er det ikke så underligt, at vi nu ser en så gennemborende og smertelig debutfilm fra Schleinzers egen hånd. Hoved- og titelpersonen Michael er en musegrå, undseelig forsikringsagent, der sirligt har lagt sit liv i neurotiske rutiner. På overfladen forekommer Michael at være en ensom eneboer, men man skal ikke langt ned i den skumgummiisolerede underetage, før en ækel hemmelighed åbenbarer sig. I sin østrigske kælder holder Michael nemlig en 10-årig dreng indespærret, som han rutinemæssigt forgriber sig på. Et emne af dén kaliber kunne hurtigt blive sovset til i psykologiske søforklaringer og overgjort sentimentalitet, men Schleinzer, der åbenlyst har en rem af Hanekes filmhud, styrer sikkert uden om de oplagte klicheer og gør 'Michael' til et provokerende portræt af et monster med både jakkesæt og ligusterhæk. Filmen begrænser sig til fem måneder, og gennem forløbet krakelerer det værn, Michael møjsommeligt har forskanset sig selv og sin forbrydelse bag, langsomt. Det er ingen hemmelighed, hvad han har gjort, men bliver det opdaget? 'Michael' er båret af en kølig stilistik og en pertentlig, nærmest vinkelret framing, der mimer sin hovedpersons kontrollerede virkelighed. I sandhed en rystende debut.