Indignados
Instr.: Tony Gatlif | Frankrig 2012 | 84 min
Ved visningen d.18/4 på Nationalmuseet, er der debat efter filmen mellem Lene Andersen (forfatter), Jeppe Wedel-Brandt (kulturforsker) og Rune Skjold Larsen (OccupyCPH).
Den afrikanske immigrant Betty skyller op på stranden i Grækenland. Som så mange andre afrikanere, har hun i håbet om arbejde, økonomisk sikkerhed og et bedre liv, taget den lange rejse mod det forjættede Europa. Her er det imidlertid ikke lykken, der venter, men en tilværelse som omstrejfende illegal med bopæl i slummen. Betty begiver sig ud på en rejse gennem et Europa i opbrud. På sin færd møder hun de fattigdomsplagede papirløse immigranter, de utilfredse unge og 99-procentere fra Occupy-bevægelsen. Møderne skildres i semi-dokumentarisk stil med en blanding af fiktionelle og real-life optagelser, der indfanger tidens oprørstendenser. 'Indignados' er en lyrisk hyldest til protest og modstand, og med filmens udgangspunkt i den storsælgende pamflet 'GØR OPRØR!', der er den 94-årige franske frihedskæmper Stephane Hessels opråb til nutidens ungdom om at tage kampen op mod ulighed og uretfærdighed, lægges der ikke skjul på filmens aktivistiske agenda.