NYHEDSBREV NR. 519
Fire danske film får premiere på CPH PIX
Alsidigheden og det internationale format i dansk film, bliver på fornem vis understreget i årets festivalprogram fra CPH PIX, som lanceres i morgen onsdag kl. 20.00 i Empire Bio. To erfarne provokatører og to debutanter tager os hele vejen fra Mexico til Island.
'The Secret Society of Fine Arts'
Terrorkunst og en jomfru i 90-års gave
I Anders Rønnow Klarlunds 'The Secret Society of Fine Arts' sprænger en gruppe kunstaktivister Berlins zoologiske museeum i luften og erklærer: 'Dette er ikke underholdning, det er ikke politik, det er ikke nyheder - det er kunst!' Filmen, som får verdenspremiere på PIX, er et visuelt og narrativt eksperiment, bestående af computeranimerede detaljerige stillbilleder samt en dominerende og handlingsorienteret lydside.
'Erindring om mine bedrøvelige ludere'
84-årige Henning Carlsen, som for nyligt modtog en Æres Robert for sit lange virke i dansk film, er klar med filmatiseringen af nobelprismodtageren Gabriel García Márquez' roman 'Erindring om mine bedrøvelige ludere'. Den dansk-mexicanske koproduktion handler om en mand, der ønsker at tilbringe sin 90-års fødselsdag sammen med en ung jomfru. Filmen måtte optages i al hemmelighed, efter stor opstandelse fra en anti-prostitutionsgruppe, som mente, at handlingen opfordrer til prostitution og pædofili.
Debutanter med internationalt udsyn
'Labrador'
Frederikke Aspöck er uddannet i New York og London, og har heller ikke ladet sig begrænse af Danmarks grænser med debutfilmen 'Labrador', som er delvist svensk finansieret og har svenske Jakob Eklund på rollelisten. 'Labrador' er et intenst kammerspil om den gravide Stella, der introducerer sin kæreste for faren en billedkunstner, der bor alene på en ø med sin sorte labrador og øens mange ildevarslende krager. 'Labrador' havde premiere i Cannes og vandt senere hovedprisen ved filmfestivalen i Marrakech.
'Volcano'
En anden debutfilm, som havde premiere i Cannes, er den islandske Rúnar Rúnarssons dansk producerede 'Volcano'. Rúnarsson er uddannet på Den Danske Filmskole, men er vendt hjem til vulkanøen for at filme sin fornemme debut om den pensionerede bitre pedel Hannes, der på brutal vis bliver tvunget til at tage ansvar for sit eget og andres liv efter en uforudset begivenhed.
Hverken 'Labrador' eller 'The Secret Society of Fine Arts' er i dansk biografdistribution, og derfor er PIX det eneste sted, danskerne kan opleve dem i biografen.
PIX støtter det uafhængige produktionsmiljø
PIX ser det som en af sine fornemste opgaver at støtte op om uafhængigt producerede film og vækstlaget i dansk film.
Både de fem nyeste kortfilm fra New Danish Screen og førsteårsfilmene fra den alternative filmuddannelse Super 16 får premiere på PIX.
A Touch of Magic - Super 16
PIX har også premiere på tre delvist danske afgangsfilm fra to danske fotografer og en dansk instruktør uddannet i USA på AFI (American Film Institute) i en triple feature i Husets Biograf med gratis adgang.
Kunstfilmprojektet 'Film/kunst - art moves #1' bliver ligeledes vist gratis i Husets Biograf. Fire billedkunstnere er sat sammen med fire filminstruktøre og hver skabt en film, som rækker udover den almindelige filmoplevelse.
PREMIEREDATOER for film med dansk deltagelse:
'The Secret Society of Fine Arts', Anders Rønnow Klarlund: Cinemateket den 26. april kl. 21.30.
'Erindring om mine bedrøvelige ludere', Henning Carlsen: Grand Teatret den 25. april kl. 21.30.
'Labrador', Frederikke Aspöck: Dagmar Teatret den 16. april kl. 21.30.
'Volcano', Rúnar Rúnarsson: Århus, Øst for Paradis den 23. april kl. 21.45. København, Empire Bio den 27. april kl. 20.00.
New Danish Screen (5 kortfilm): Cinemateket den 26. april kl. 19.15.
Super 16 (6 førsteårsfilm): Empire Bio den 25. april i blokke af ca. en times varighed hele dagen fra kl. 12.00.
Danske afgangsfilm fra AFI (triple feature, varighed ca. 1 time, gratis adgang), Husets Biograf mandag den 16. april kl. 16.00.
Film/kunst - art moves #1 (gratis adgang), Husets Biograf, den 16. april kl. 15.00.
Movie Battle: Palads, 18. april kl. 19.00.
Du kan opleve danske Thure Lindhart spille hovedrollen og Paprika Steen i en birolle i den amerikanske film 'Keep the Lights On' første gang i Cinemateket den 14. april kl. 21.45.
Glæd dig til PIX programlancering i morgen onsdag

Du kan stadig nå at sikre dig billetter til PIX's programlancering og være blandt de første, som får fingrene i dette års festivalprogram i morgen onsdag kl. 20.00 i Empire Bio. Vi viser forpremieren på Martin Scorseses Oscar-vindende 3D-film 'Hugo' og Kronenbourg 1664 byder på en øl efter filmen.
Billetpris inklusiv 3D-briller 110,- Køb din billet her allerede i dag.