cph pix
27.09—10.10 2018
KontaktBranchePresseEnglishbuster filmfestival
2

BUSTER i KU.BE

12
12
/
09
09
2018
2018
BUSTER har fundet sammen med KU.BE for at bringe fabelagtige film og sjove workshops til Frederiksberg! Du kan både synge, sanse og se film eller lave din helt egen superheltefilm inspireret af Jo fra 'Supa Modo'! Aktiviteterne er mange, og der er både events for krudtuglerne og dem, der elsker at hygge i biografsædet.

Bennys badekar: Sing-a-long

Se eller gense den fænomenale tegnefilmsklassiker om drengen Benny, der flygter fra sin grå hverdag i boligblokken og dykker ned i et farverigt undervandsunivers. Vi inviterer til festlig karaokevisning, så kom og skrål med på Blækspruttesangen, Kontrolkrabbens sang og alle de andre ørehængere!

I 1970 filmatiserede Jannik Hastrup og medinstruktør Flemming Quist Møller billedbogen om Benny, der bor i en grå og deprimerende boligblok, hvor børnene er overladt til sig selv. Kedsomheden er stor, indtil Benny fanger en haletudse og sætter den fri i badekarret. Benny dykker sammen med tudsen ned under vandoverfladen og føres ud på en eventyrlig rejse, hvor han både møder en søhest, en fræk blæksprutte, to pralende skeletpirater og den sure kontrolkrabbe. Med sine enkle, farverige og jazzede virkemidler beskriver filmen indlevende og med et satirisk glimt i øjet, hvordan børn søger tilflugt i fantasiens verden, når de voksne skuffer. Vi hylder en af Danmarks allerbedste børnefilm med en syng-med-version, så alle i salen kan skråle med i løssluppen fællessang!

Sansebio: Et 4D-mysterium!

Slå øjne, ører og næse ud og gør dig klar til en unik oplevelse, hvor vi udvider radiobiograf-konceptet og leger med sanserne - i vores helt egen sansebio! Hr. Detektiv og hans assistent R2 får brug for al den hjælp, de kan få, når de skal opklare mysteriet om, hvor klasselærer-Lis er blevet af.

Kom med til en 4D-oplevelse ud over det sædvanlige, når BUSTER inviterer alle detektivaspiranter til en gådefuld formiddag i sansernes tegn. Hr. Detektiv og hans assistent R2 må tage alle deres detektivsanser i brug, da klasselæreren Lis pludselig er pist væk. Er der mon én, der ved, hvor hun er? Og hvad er der med hende den sure pedel? Først synes Lis' klasse, at det er ret fedt at slippe for skole - men er det egentlig ikke lidt kedeligt i længden altid at have fri? Kom med til en anderledes lytteoplevelse, når vi i fællesskab skal hjælpe med at opklare det gådefulde mysterium om Lis' forsvinden. Vi lover, at alle sanserne bliver aktiveret, og vi glæder os til en formiddag fyldt med mystik.

Børnebiffen: Farverige bekendtskaber

Gør jer klar til masser af kulørte løjer, for nu får I muligheden for at stifte en masse farverige bekendtskaber! I denne spraglede samling af kortfilm møder vi Pølseelgen, der sammen med bl.a. Strudsetyven, Velcrofanten og Golilla bliver nødt til at samarbejde, trods deres interne skænderier, for at bygge en båd, så de kan overleve oversvømmelsen. Den nysgerrige Holly er sikker på, at der er noget nyt at opdage, så sammen med sin skildpadde drager de to venner på opdagelse. Og sidst men ikke mindst møder vi den dansende zebra Zøren, der ved et uheld mister sine striber og bliver udelukket fra flokken. Det bliver både skørt og lærerigt, når vi viser denne rørende samling kortfilm om at føle sig anderledes og turde at stå ved sig selv.

Hele familien kan høre en masse om, hvordan man laver animationsfilm og stille spørgsmål, når I efter visningen d. 6/10 i KU.BE kan møde instruktørerne Amalie Næsby Fick, Niels Elmvig Bruhn og Karla Nor Holmbäck.

Supa Modo (+ superheltetema)

Den 9-årige kenyanske pige Jo elsker actionfilm og superhelte! Hendes største drøm er at blive én selv, og drømmen hjælper hende med at glemme sin uhelbredelige sygdom, som kun bliver værre dag for dag. Da det bliver klart, at Jo ikke kommer til at blive rask, insisterer hendes storesøster på, at Jo skal have lov til nyde den sidste tid. Derfor sætter hun sig for at samle hele landsbyen, så de i fællesskab kan vække Jos drøm om at være en superhelt til live. Denne hjertevarme og livsbekræftende film er en hyldest til fantasiens magiske kraft og en på én gang rørende og underholdende fortælling om sammenhold, søskendekærlighed og vigtigheden af at udleve sine drømme!

Til filmvisningen skruer vi op for superheltetemaet og opfordrer alle til at trække i sit sejeste superhelte-kostume.

Stop motion animation og superhelte!

Har du lyst til at lave din egen superheltefilm? Nu er chancen her! Kom og lav din egen stop motion film om fantastiske superhelte og superskurke. Med simple materialer som tegninger, modellervoks og fjer bygger vi figurer og kulisser, som vi vækker til live med animationsteknikken stop motion.

På denne workshop for hele familien får du en introduktion til, hvordan du kan lave dine egne simple superhelte-animationsfilm på iPad. Vi bruger teknikken 'stop motion', som er simpel og sjov at arbejde med. Ved at tage en række billeder og for hvert billede rykke figuren en lille smule, skaber vi legende let en film. Du udtænker din helt egen superheltefortælling, som tager udgangspunkt i en fantasifuld eller dramatisk situation. På workshoppen hjælper vi dig med at sende superhelten ud på mission og måske endda bruge sine superkræfter. Du lærer også en masse tips og tricks til, hvordan du nemt kan lave dine egne animationsfilm derhjemme. Med animation er mulighederne for magi nemlig uendelige!

Workshoppen varer 1t 45 min.. Børn under 7 år bør kun deltage ifølge med en voksen. Husk at købe billet til både dig selv og dit barn.

Bennys badekar: Sing-a-long

KU.BE
Den 6. oktober kl. 13:00
Billet: 17 kr.
Køb billet her

Sansebio: Et 4D-mysterium

KU.BE
Den 7. oktober kl. 10:30
Billet: 17 kr.
Køb billet her

Børnebiffen: Farverige bekendtskaber

KU.BE
Den 6. oktober kl. 10:30
Billet: 17 kr.
Køb billet her

Supa Modo (+ superheltetema)

KU.BE
Den 7. oktober kl. 12.45
Billet: 17 kr.
Køb billet her

Stop motion animation og superhelte

KU.BE
Den 6. oktober kl. 10:30 og 12:45
Billet: 40 kr.
Køb billet til kl. 10:30 her og 12.45 her

KU.BE
Den 7. oktober kl. 10:30 og 12.45
Billet: 40 kr.
Køb billet til kl. 10:30 her og 12:45 her

Se mere

Få festival i din inbox!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så du aldrig går glip af de seneste nyheder fra PIX.