cph pix
14.—17. november 2019
KontaktBranchePresseEnglishbuster filmfestival
2

CPH PIX lukker

30
30
.
Jun
06
2022
2022
Fonden De Københavnske Filmfestivaler, der har drevet filmfestivalen CPH PIX siden 2008, vil fremover bruge alle administrative og økonomiske ressourcer på at styrke den internationale dokumentarfilmfestival CPH:DOX og børnefilmfestivalen BUSTER. Manglende finansiering og en skærpet konkurrencesituation betyder, at CPH PIX lukker ned.

Afholdelsen af CPH PIX i 2021 blev det sidste kapitel i festivalens historie. Bag beslutningen står bestyrelsen og ledelsen for De Københavnske Filmfestivaler, der i stedet ønsker at styrke festivalerne CPH:DOX og BUSTER.  

Erik Stephensen, bestyrelsesformand for Fonden De Københavnske Filmfestivaler, siger: 

”Vi har ikke økonomi til at drive tre ambitiøse festivaler. Derfor vælger vi nu at koncentrere kræfterne om CPH:DOX, der markerer sig som en uundværlig festival i verdensklasse – og ikke mindst videreudviklingen af børnefilmfestivalen BUSTER, der har en stor opgave at løfte i dannelsen af det helt unge filmpublikum. I fremtidens medielandskab bliver det vigtigere end nogensinde før, at vi kan tilbyde børn og unge filmoplevelser af højeste kvalitet, der kan være med til at gøre dem til kritiske og engagerede samfundsborgere.” 



CPH PIX har i de seneste år haft svære økonomiske vilkår, og det har ikke været muligt at tiltrække tilstrækkelig ny finansiering til at videreføre festivalen. 



“Vi befinder os i en tid, hvor kampen om publikum til fiktionsfilmen er skærpet. De internationale streamingtjenester, men også DRTV og TV2 Play, giver alle danskere adgang til alle titler på alle tidspunkter af døgnet. Ikke blot til de amerikanske blockbustere, men også til de smalle, de mærkelige, de fremmedartede og de uventede film. Derfor har vi igennem længere tid forsøgt at gentænke formatet for CPH PIX, men det har desværre ikke været muligt at rejse den nødvendige finansiering til at kunne skabe en ambitiøs og bæredygtig festival,” siger Erik Stephensen. 

Med nedlukningen af CPH PIX understreger bestyrelsesformand Erik Stephensen, at fiktionsfilmen fremover bliver prioriteret som en integreret del af BUSTER, der har en målsætning om at blive en af de vigtigste filmfestivaler i Europa for børn og unge. Samtidig fortsætter det ambitiøse arbejde med at videreudvikle CPH:DOX, der i løbet af en årrække er blevet en af verdens førende dokumentarfilmfestivaler.

Katrine Kiilgaard, administrerende direktør for Fonden De Københavnske Filmfestivaler, siger: 
“Vi har en stærk organisation med dedikerede og dygtige medarbejdere, der lever og ånder for at drive filmfestivaler. CPH PIX har en stor plads i vores hjerte, så det bliver meget vemodigt at sige farvel til festivalen. Men for mig at se er det en nødvendig og rigtig beslutning i en situation, hvor vi må forvalte ressourcerne fornuftigt og frem for alt undgå at smøre dem alt for tyndt ud, hvis vi vil skabe resultater, som er til at få øje på. Fremover vil vi bruge al vores gode energi på at styrke og videreudvikle CPH:DOX og BUSTER, der begge har et kæmpestort potentiale nationalt såvel som internationalt.”

Fakta om CPH PIX


CPH PIX blev dannet i 2008 af Jacob Neiiendam (festivaldirektør for CPH PIX fra 2008 til 2018) efter sammenlægningen af Copenhagen International Film Festival og NatFilm Festivalen. Festivalen har været drevet af organisationen De Københavnske Filmfestivaler (også kaldet Copenhagen Film Festivals), der også står bag CPH:DOX og BUSTER. I 2019 blev CPH PIX - under ledelse af den tidligere adm. direktør Tine Fischer - relanceret med et weekendprogram med 20 film. I 2020 blev festivalen aflyst pga. corona, hvorefter festivalen i 2021 vendte tilbage i et kompaktformat med 40 film, der blev vist over 5 dage.  

For yderligere information:


Sune Blicher, kommunikationschef for De Københavnske Filmfestivaler, sune@cphfilmfestivals.dk, +45 3122 2661  

Se mere

Få festival i din inbox!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så du aldrig går glip af de seneste nyheder fra PIX.