Laura Wandel
2021
Playground
Un monde
72 min
fransk
Belgien
Angel Films
Dragons Films
Man skal være lavet af sten for ikke at blive revet med af 7-årige Noras brave kamp for at redde sin lidt ældre bror fra den mobning, han selv har været med til at starte i belgiske Laura Wandels formfuldendte debut. Maya Vanderbeque er uforglemmelig som den stædige Nora, der for første gang møder livets skyggesider. Her er en film om børn, der faktisk foregår i børnehøjde – bogstaveligt talt – og næsten udelukkende udspiller sig i skolegårdens mikrokosmos med en altomsluttende realisme, der giver Dardenne-brødrene baghjul. Wandel er en menneskeklog fortæller og observatør, der kortlægger mobningens mentalitet med en hjerteskærende klarhed.
Laura Wandel (f. 1984) er uddannet instruktør fra Institut des Arts de Diffusion (IAD) i Belgien. Wandel har tidligere skabt tre kortfilm, ’Murs’ (2007), ’O négatif’ (2010) og ’Les corps étrangers’ (2014). Sidstnævnte blev nomineret til Guldpalmen for bedste kortfilm på Cannes filmfestival. ’Un Monde’ havde sin premiere på årets Cannes filmfestival, hvor den vandt FIPRESCI-prisen.