buster
23.09—06.10 2019
Englishcph pix
Marie Grahtø tager os med dybt ned i psykosens fragmenterede virkelighed i sin formalistisk sikre debutfilm, der er skabt nærmest udelukkende af kvinder, både foran og bag kameraet.
16
.
Nov
19:00
Billetter
Udsolgt

Politikens Talentpris 2019

Filmen er udtaget til Politikens Talentpris 2019. Prisen er stiftet for at hylde de nye markante talenter, der kommer til at tegne fremtiden for dansk film. Fem nye danske spillefilm er i år nomineret til prisen, der uddeles af Politiken Film & TV søndag den 17. november. Med prisen følger en kontantpræmie på 50.000 kr. der skal hjælpe instruktørens næste projekt på vej.

År

2019

Titel

Psykosia

original titel

Længde

87 min

Sprog

Dansk

Undertekster

Engelsk

Land(E)

Danmark, Finland

Medvirkende

Trine Dyrholm, Victoria Carmen Sonne, Lisa Carlehed

Producere

Amalie Lyngbo Hjort, Julie Friis Walenciak

manuskript

Marie Grahtø

Distribution

Beo Starling

Fotograf

Catherine Pattinama Coleman

Dansk film er heldigvis rig på unge talenter, men det er sjældent, vi ser en debutant, der ved så præcist, hvad hun vil, og gennemfører det med så stor stilistisk sikkerhed, som Marie Grahtø gør med ‘Psykosia’. Og det er så meget mere imponerende, fordi Grahtø har mod til at eksperimentere med formsproget og fortælle en subjektiv film om psykoser og selvmordsdrift, delvist baseret på instruktørens egne erfaringer.

Svenske Lisa Carlehed (‘I dine hænder’) spiller selvmordsforskeren Viktoria, der kommer til et psykiatrisk hospital for at gennemføre et forskningsprojekt. Men overlægen Dr. Klein (Trine Dyrholm) udfordrer hende til at tage den suicidale patient Jenny (Victoria Carmen Sonne) i terapi. Jenny har skræmt de forrige psykiatere væk med sin konfrontatoriske og grænseoverskridende adfærd, men gennem deres intime samtaler i natten knytter hun og Viktoria et stærkere og stærkere bånd. Et bånd, der sætter magtforholdet på prøve og gør det stadig sværere at se, hvor virkeligheden ender og psykosen begynder. 

Psykotisk realisme kalder Grahtø selv filmens dobbelttydige forhold til virkeligheden, hvor enhver given situation kan opleves vidt forskelligt alt efter, hvem du er. For at understrege den komplekse verden, filmen udspiller sig i, og den subjektive oplevelse af at være i en psykose, eksperimenterer instruktøren med filmsproget og veksler mellem en intellektuel formalisme og et intuitivt kontrolleret kaos. Store dele af filmen er båret af dialogen mellem Jenny og Viktoria, som nogle gange leveres højtideligt og arkaisk og andre gange overrumplende direkte, ligesom kameraet zoomer ud og ind, så vi sjældent fastholdes i samme følelse, men skiftevis er til stede i scenen og distanceres til den. Hvorefter surrealisme pludselig kan tage over og sløre konturerne, mens kameraet kører 360 grader rundt om personerne og opløser tid og sted.

Grahtø skubber til sit publikum og kræver investering, fordi det er svært at forstå, hvordan verden føles, når både jeget og omgivelserne går i opløsning, men det fungerer overraskende godt. Man er øm og ør efter sådan en omgang på den lukkede, med et fornyet filmsprog og stof til eftertanke.

Instruktør

Marie Grahtø

Marie Grahtø, født i Danmark i 1984, dimitterede fra den selvstændige filmskole Super16 i 2014. Hun har rejst verden rundt med sine tre tidligere kortfilm ‘Daimi’ (2012), ‘Lækre til vi dør’ (2013) og afgangsfilmen ‘Teenland’ (2014). Både ‘Daimi’ og ‘Teenland’ blev nomineret til en Robert-pris, og flere magasiner har udråbt Grahtø som et af Nordens største filmtalenter. Hendes spillefilmdebut ‘Psykosia’ (2019) havde verdenspremiere på årets filmfestival i Venedig, hvor den var nomineret til Critics’ Week Award og Queer Lion.

“During my youth, I had several psychotic episodes and was hospitalized. My phantasies pulled me towards suicide as if death was gravity. Existential pain creates a hopeless dream of being - not seeming to be but being. In psychosis, time can shift between linear and non-linear. Past, present and future can feel arbitrary - just like in cinema. Through the interweaving of images, light, sound and movement cinema is inherently capable of reproducing this subjective time; of rendering tangible the world of abstraction, and the inner world of love, hatred, death and eternity.”

No items found.