Talenter 2020
Carl Marott
Carl Marott er aktuel med sin første spillefilm ‘Den blå orkidé’. Et erotisk, gådefuldt og visuelt syretrip, der er udtaget til Talentprisen 2020 på årets udgave af CPH PIX. “Det er en midnight movie og en langt ude virkelighedsflugt, som skal opleves i et mørkt rum, på et stort lærred, på et kæmpe lydanlæg med en brusende blå cocktail i den ene hånd og en e-smøg i den anden”. Mød en af årets største danske filmtalenter.

Carl Marotts spillefilmdebut, 'Den blå orkidé', er en forførende techno-thriller om en udbrændt fotograf, spillet af Joachim Fjelstrup, der langsomt mister grebet om virkeligheden, da han får arbejde i et lyssky foretagende. I filmen følger vi den rådvilde fotograf gennem en mørk og sensorisk feberdrøm, hvor grænsen mellem begær og besættelse gradvist udviskes.

'Den blå orkidé' er nomineret til CPH PIX's Talentpris 2020, der er stiftet for at hylde de nye, markante talenter, der kommer til at tegne fremtiden for dansk film. I den anledning har vi taget en snak med Carl Marott om at debutere som spillefilminstruktør, om blå blomster og langt-ude-projekter.

Hvorfor blev du filminstruktør? 

Da jeg var omkring 9 år gammel fik jeg adgang til mit første videokamera. Det var et lille analog Video-8 Handycam fra SONY, som jeg omgående blev besat af at lege rundt med, og da jeg opdagede, hvordan jeg kunne skabe handlinger og underholde mine venner ved at vise billeder i en bestemt rækkefølge, blev jeg og kameraet straks uadskillelige. Kameraet blev som en slags talisman for mig og det blev definerende for måden jeg tænkte og mødte verden på fremadrettet. Siden dengang har der ikke rigtigt været nogen vej tilbage for mig i forhold til mit valg af karrierevej. 

“Kameraet blev som en slags talisman for mig og det blev definerende for måden jeg tænkte og mødte verden på fremadrettet.”
Foto: Mads Alexander Lund / CPH PIX

Hvad vil du gerne fortælle med din film? 

'Den blå orkidé' er en feberdrøm, der handler om en ung mand, som fortaber sig i et syntetisk kærlighedsunivers. Filmen er en rejse ind i en besættelse af det æstetiske perfekte og uopnåelige. Det er en midnight movie og en langt ude virkelighedsflugt, som skal opleves i et mørkt rum, på et stort lærred, på et kæmpe lydanlæg med en brusende blå cocktail i den ene hånd og en e-smøg i den anden. 

Hvorfor var det vigtigt for dig at debutere som spillefilmsinstruktør med netop denne fortælling? 

At ‘Den blå orkidé’ skulle ende med at blive min debut som spillefilminstruktør er ikke resultatet af en eller anden nøje udtænkt plan fra min side. Jeg var brændt inde med en masse uforløste ideer og billeder, som jeg blev nødt til at realisere og få ud af mit system før, at jeg kunne komme videre som filmskaber. Min producer Per Damgaard Hansen og jeg satte os for at lave en film, helt på vores egne præmisser, med en umiddelbar energi og på en ukonventionel måde, koste hvad det ville. Vi satte en dato for, hvornår optagelserne skulle gå i gang og så arbejdede vi ellers rimelig målrettet derfra. Jeg skrev et manifest, som løst tegnede de overordnede tematiske linjer op og en masse regler og dogmer, der skulle gøre det muligt at realisere filmen indenfor den no budget-ramme, vi havde besluttet os for. Dernæst gik jeg og min gode ven og medforfatter Hans Frederik Jacobsen i gang med at skrive. Herefter gik der ikke lang tid før, at vi hurtigt og skødesløst begyndte at bryde stort set alle de dogmer og benspænd, jeg havde skrevet i manifestet. 

Det har været en lang, slidsom og mystisk rejse ind i et ukendt filmisk territorium

Nøglen til filmen opstod, da vi sammen opdagede, hvordan blå orkideer fremstilles via syntetisk farvemanipulation. Ideen om, at noget, der var så smukt, selvfølgelig ikke kunne eksistere naturligt, blev vores mantra i manuskriptet. Det var en frisættende, men også angstprovokerende proces at skrive filmen ud til den form, den endte med at få, fordi vores historie slet ikke passede ind i den no-budget-ramme, vi skulle realisere filmen indenfor. Det blev i sidste ende til 16 hæsblæsende optagedage efterfulgt af flere års sporadisk undersøgende postproduktion for at nå i mål med historien og visionen. Det har været en lang, slidsom og mystisk rejse ind i et ukendt filmisk territorium for mit vedkommende, men nu eksisterer ‘Den blå orkidé’, og den er fuldstændig som jeg havde forestillet mig den ville være, da vi i sin tid gik i gang med projektet ud fra en spæd idé om besættelse, blå blomster og syntetisk perfektion. 

Hvem er den første på din takketale, hvis du en dag vinder en Oscar? 

Skabelsen af denne film har været mit liv i flere år nu og stort set alle, jeg kender har været involveret og hjulpet til på den ene eller den anden måde. Derfor er det umuligt for mig at skulle nævne bare én person i en takketale. At lave film på den her måde er en livsstil, så jeg vil gerne sige tak til alle dem, der forstår det udsagn og som hermed har hjulpet med at realisere filmen. Jeg er uendeligt taknemmelig over alt den hjælp, jeg har fået på vejen, og jeg glæder mig til at vise filmen til alle dem, der var med til at skabe den. 

Hvilken filmklassiker ville du gerne selv have instrueret? 

Tidløshed er noget af det, jeg beundrer mest og selv efterstræber i filmmediet. Charles Laughtons ‘The Night of the Hunter’ fra 1955 er måske et af de bedste eksempler på lige præcis dét. Filmen føles altid helt frisk på grund af dens dybt originale og ukonventionelle blanding af genrer og hyper-ekspressionistiske stil. 50% børneeventyr og 50% bibelsk horrormareridt. 100% fantastisk. 

Hvem drømmer du om at arbejde sammen med i fremtiden? Der er frit slag. 

‘Den blå orkidé’ har vist en spændende vej for mig og mit kernehold af A-funktioner og skuespillere, og sammen har vi lært en masse uundværlige ting, som jeg håber vi kan arbejde videre med på nye og endnu mere langt-ude-projekter i fremtiden. Men jeg vil også gerne arbejde sammen med skuespilleren Danica Curcic igen. Vi lavede afgangsfilmen ‘Oasen’ sammen, da jeg gik ud af filmskolen. Danica har en kompromisløshed og en ikonisk galskab, som jeg kan nikke genkendende til og jeg tror, at vi med det rigtige projekt kan komme et vildt sted hen. 

Du har muligheden for at ændre én ting i filmbranchen. Hvad vil du ændre? 

Nogle af de mest kunstnerisk sprængfarlige og spændende perioder i filmhistorien opstod, da adskillige filmskabere stod sammen og hjalp hinanden med at gøre op med de gamle regler og normer, og sammen fandt nye veje og muligheder til at genopfinde filmkunsten og kulturen på. Jeg føler, at branchen i dag er kørt fast i en lidt kedelig rille, hvor det filmiske fællesskab og lysten til innovation desværre er blevet mere og mere opløst, alt imens at mainstreamfilm, for det meste, bare er et sløjt nedkog eller en genindspilning fra bagkataloget af classic Hollywood-blockbuster-guldalder fra 1977 og op efter. Det kunne være fedt, hvis folk begyndte at tale sammen og inspirere hinanden, så der kunne opstå en ny dugfrisk undergrundsbølge i stedet. 

Hvilken film burde alle se? 

Apropos innovation, så synes jeg, at alle bør se Jonathan Glazers ‘Under the Skin’ fra 2013. Filmen er et unikt take på et sci-fi-mysterie om et kvindeligt rumvæsen på mandejagt i Skotland. En stor del af filmen er lavet med skjult kamera, hvor vi følger en forklædt Scarlett Johansson, som cruiser rundt i en varevogn og samler skotske mænd op om natten - nogle af dem er virkelige mennesker, der ikke aner, at de bliver filmet. Det er en unik, uhyggelig og meget smuk film som alle bør overveje at opleve. 

Hvis du ikke lavede film, hvad ville du så lave? 

Som jeg nævnte tidligere, blev det hele lidt cementeret for mig fra barnsben af, da jeg fik mit første Video-8 Handycam i hånden. Men havde det ikke været for dét, så havde jeg nok gjort min sidebeskæftigelse som klub-dj i Estland til et fultidsforetagene. Og så ville jeg selvfølgelig nok bruge meget mere tid i ugens løb, nede i min LaserDisc forening på H15 i kødbyen aka. Club Laser. 

Et godt råd til andre unge instruktører? 

Din mavefornemmelse har mest ret, så lyt altid efter, hvis den brokker sig lige pludselig. Og hvis du gerne vil tjene gode penge og leve et roligt liv, så find på noget andet, end at lave film. 

Se 'Den blå orkidé' onsdag d. 9 december i Grand Teatret og lørdag den 12. december i Øst for Paradis.

Læs mere om 'Den blå orkidé'
Instruktør

Carl Marott


Carl Marott er uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 2013. Hans afgangsfilm 'Oasen' var nomineret af det amerikanske filmakademi til en Student Academy Award i kategorien Bedste udenlandske film og blev efterfølgende vist på både Göteborg International Film Festival og Odense International Film Festival. Marott har siden instrueret flere musikvideoer og reklamer. 'Den blå orkidé' er hans første spillefilm, som havde verdenspremiere i oktober 2020 på Austin Film Festival, hvor den vandt Dark Matters Jury Award.

Instruktør