Maria Bäcks svensk-danske 'Psykose i Stockholm' er en rørende beretning om omsorg og svigt i et utraditionelt mor-datter-forhold. Filmen er Bäcks debut som spillefilminstruktør og er baseret på hendes eget levede liv med en mor, der i perioder har været psykotisk. Det er en drømmende fortælling om betingelsesløs kærlighed og om at elske nogen på trods. 

'Psykose i Stockholm' er nomineret til CPH PIX's Talentpris 2020, der er stiftet for at hylde de nye, markante talenter, der kommer til at tegne fremtiden for dansk film. I den anledning har vi taget en snak med Maria Bäck om at debutere som spillefilminstruktører, om dans og Sinead O'Connor.

‍Hvorfor blev du filminstruktør? 

Jeg husker dengang, jeg fik lyst til at begynde at gå til dans. Det var en dag efter skole i tredje klasse, hjemme hos den mest populære pige i klassen. Stuen duftede af ristede boller og Liptons jordbærte, vi så filmen Bugsy Malone på VHS og jeg fik sådan en ustyrlig lyst til at lære at danse med hatte og kæppe og skyde iskugler med hårde våben, at jeg begyndte at lede efter en danseskole i telefonbogen allerede inden filmen var slut! Den slags danseskole var svær at finde, men den dag begyndte jeg alligevel at finde et sammenhæng i dansen, som forandrede alt. Jeg ved ikke hvorfor jeg blev filminstruktør, men måske har det noget med dansen at gøre. 

Hvad vil du gerne fortælle med din film? 

Det ville have været fuldstændig meningsløst at lave filmen, hvis det spørgsmål kunne besvares med nogle sætninger her på skrift, synes jeg. Men det er en film som på en måde begyndte at leve allerede da jeg som 14-årig var på ferie med min mor og hun blev psykotisk.

Hvorfor var det vigtigt for dig at debutere som spillefilminstruktør med netop den fortælling? 

Det ved jeg ikke om man kan kalde vigtigt som sådan. Men det var den her film, som skulle ud i verden og ud af kroppen for at give plads til de næste film. Jeg tror, at det er lidt som med grin for eksempel, man griner for at give plads til mere glæde. På den måde laver jeg også film for at komme hen til den næste film. Det handler nok om bevægelse.

Hvem er den første på din takketale, hvis du en dag vinder en Oscar - eller talentprisen på CPH PIX?

Min mor.

Hvilken filmklassiker ville du gerne selv have instrueret? 

Åh, sådan har jeg det ikke. Hvis jeg havde instrueret den, var det jo blevet til en anden film. 

Hvem drømmer du om at arbejde sammen med i fremtiden? Der er frit slag. 

Sinead O'Connor – faktisk, så prøver jeg at komme i kontakt med hende! Hvis nogen som læser det her måske kan hjælpe mig med det, please hit me.

Du har muligheden for at ændre én ting i filmbranchen. Hvad vil du ændre? 

Det ville være dejligt med mere better-sorry-than safe-attitude! Safe er så utrolig kedeligt. 

Hvilken film burde alle se?

Se, det er igen et spørgsmål, jeg ikke helt kan svare på. Der er jo ikke noget som passer til alle. Men det ville være dejligt, hvis alle i løbet af deres liv fik lov til at se og høre flere film, som gjorde, at de oplevede verden og sig selv på en ny måde og ligesom spadserede ud fra biografen opløftede og opfyldte med stærke følelser og med nyt mod på livet.

Hvis ikke du lavede film, hvad ville du så lave? 

Musik.

Et godt råd til andre unge instruktører?

Lav personlige film og bliv ved.

‍

Oplev Danmarkspremieren på 'Psykose i Stockholm' søndag d. 6 december, med drinks og intimkoncert med komponist Lars Greve, der vil fremføre musik fra filmen live i biografsalen.